Audi Q7 plugin-hybrid kombinerer rummelighed og raffinement med effektivitet

  • Audi Q7 TFSI e quattro
    Audi Q7 TFSI e quattro

    3.0 TFSI-motor og elmotor

  • Elektrisk rækkevidde på 43 km
  • To effektniveauer – 60 TFSI e og 55 TFSI e
  • Intelligent hybridstyring for høj effektivitet

Trin for trin introducerer Audi sine nye elektrificerede modeller, og turen er nu kommet til Q7 TFSI e quattro. SUV’en, hvis plugin-hybrid drivlinje kombinerer en 3-liters V6 benzinmotor med en kraftig elektrisk motor, fås i to effektniveauer. Topversionen har en systemeffekt på 456 hk og 700 Nm systemmoment, mens den anden version har 381 hk og 600 Nm. Indtil videre har Audi i 2019 introduceret plugin-hybrid versioner af Q5, A8, A6 og A7 Sportback.

Benzinmotor, elmotor og quattro firehjulstræk
Som alle plugin-hybrid-modeller har Audi Q7 TFSI e quattro to motorer. Den 3.0 liters benzinmotor er en af mærkets mest avancerede, hvor den turboladede og kultiverede V6 giver 340 hk og 450 Nm. Den er certificeret i henhold til Euro 6d TEMP-emissionsstandarden og er udstyret med partikelfilter. Elmotoren – en permanent aktiv synkronmotor – har en ydelse på op til 94 kW og 350 Nm og er integreret i den otte-trins tiptronic gearkasse.

Strømmen til den elektriske motor kommer fra et væskekølet lithium-ion-batteri, der er placeret under bagagerummets gulv og har en kapacitet på 17,3 kWh ved 308 volt. Batteriet består af 168 prismatiske celler, og ved rekuperation fungerer elmotoren som generator og fører jævnstrøm tilbage i batteriet.

To effektniveauer: 60 TFSI e og 55 TFSI e
Det er muligt at vælge Audi Q7 TFSI e quattro mellem to effektniveauer med samme forbrændingsmotor men forskellig opsætning af elmotoren, der blandt andet adskiller sig ved deres boost-strategi. Q7 60 TFSI e quattro har en samlet systemydelse på 456 hk (335 kW) og et systemmoment på 700 Nm, hvilket er 250 Nm mere, end benzinmotoren alene yder. Når begge motorer arbejder sammen i boost-mode, accelererer Q7 60 TFSI e fra 0 til 100 km/t på 5,7 sekunder. Q7 55 TFSI e quattro har en systemydelse på 381 hk (280 kW) og et systemmoment på 600 Nm, hvilket giver 0-100 km/t på 5,9 sekunder.

Begge varianter har en elektronisk begrænset tophastighed på 240 km/t og kan med elmotoren alene køre op til 135 km/t. Rækkevidden ved kørsel udelukkende på el er op til 43 kilometer (efter WLTP-cyklussen).

Det sportslige udtryk fra Q7 60 TFSI e forstærkes bl.a. af S line eksteriør, markante designdetaljer foran og bagpå, sort optikpakke, Matrix LED-forlygter og luftaffjedring.

Forudseende driftsstrategi for maksimal effektivitet
Uanset om afstanden er kort eller lang, om turen går gennem by, på landevej eller på motorvej, så vælger hybridstyringen i Audi Q7 TFSI e quattro automatisk den optimale driftsstrategi for hver tur. Systemet er konstrueret til, at føreren kan dække en stor del af sine daglige afstande ved elektrisk kørsel. Med “EV”-knappen på den nederste af de to MMI-skærme kan man til enhver tid beslutte, om og hvordan man vil gribe ind i interaktionen mellem de to motorer.

SUV’en starter i det rent elektriske EV-mode, og hybrid-mode har to driftsformer – Auto og Hold. I Auto-mode aktiveres automatisk den forudseende driftsstrategi, når rutevejledningen startes i MMI-navigation plus (standard). Strømforbruget distribueres intelligent langs ruten med et højt niveau af elektrisk kørsel i byen og i køkørsel. I Hold-mode består strategien i at holde den aktuelle batteristatus med minimale udsving. Således kan turen afsluttes i byrummet med rent elektrisk kørsel – emissionsfri og næsten lydløst – f.eks. efter et langt stræk med brug af den konventionelle motor.

Systemet har til formål at optimere kørekomforten og reducere energiforbruget og CO2-emissionerne. I det lange perspektiv inkluderer det rutens længde og profil samt førerens online trafikoplysninger og kørestil. I det korte perspektiv parallelt med dette medtager den forudseende effektivitetsassistent information fra de nærmeste omgivelser via navigationsdataene, såsom hastighedsbegrænsninger, vejtyper, stigninger og gradueringer, men også data fra kamera og radar, der observerer trafikken foran.

Fjernstyring af opladning og forkonditionering
Med myAudi-appen kan kunden se status på batteri og rækkevidde, starte opladning, programmere opladningstimere og se opladnings- og brugsstatistikker. En anden funktion via myAudi-appen (eller via timeren i bilen) er forkonditionering før afgang, hvor bilen bruger elektricitet fra højspændingsbatteriet eller via ladekablet. Kunden kan specificere, hvordan interiøret skal opvarmes eller afkøles, mens SUV’en er parkeret eller batteriet oplades. Afhængigt af udstyret kan også rat- og sædevarmen samt sædeventilationen aktiveres.

Audi Q7 TFSI e quattro i Danmark
Q7 TFSI e quattro introduceres i Danmark i starten af 2020. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.

Forbrugsangivelser
Forbrugsangivelse iht. normen for plug-in-hybridbiler. Angivelser vedr. brændstofforbrug og CO₂-emission er afhængigt af den valgte dæk-/fælgstørrelse samt tilvalgt ekstraudstyr og opgøres her iht. tysk lovgivning efter NEDC (se vedhæftede dokument).

Audi Q7 60 TFSI e quattro
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 33,3 – 35,7
Elektrisk forbrug ved blandet kørsel i kWh/100 km: 22,9 – 22,2
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 69 – 64

Audi Q7 55 TFSI e quattro
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 33,3 – 35,7
Elektrisk forbrug ved blandet kørsel i kWh/100 km: 22,4 – 21,9
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 69 – 64

Angivelserne vedr. udstyr, data og priser er baseret på det modelprogram, der udbydes i Tyskland. Der tages forbehold for ændringer og fejl.

Nyt partnerskab mellem Semler Mobility og Clever baner vejen for næste generation af mobilitet til danskerne

Nyt partnerskab mellem Semler Mobility og Clever baner vejen for næste generation af mobilitet til danskerne

Direktør for Clever, Casper Kirketerp-Møller og direktør for Semler Mobility, Ulrik Drejsig, giver hånd på ny samarbejdsaftale

Danmarks største mobilitetsudbyder Semler Mobility og førende e-mobilitetsudbyder Clever indgår nyt strategisk partnerskab, der vil bringe den nye æra af elbiler, opladning og ubegrænset mobilitet til danskerne. Sammen leverer partnerne de nyeste modeller fra Volkswagen, Seat, Skoda, Audi og Porsche med ubegrænset opladning hjemme og ude i én samlet løsning.

En ny generation af elbiler og ubegrænset opladning er godt på vej til danskerne med det nye partnerskab mellem Clever, der leverer opladning til elbiler og Semler Mobility, der står for en tredjedel af den samlede danske import af biler med mærker som Volkswagen, Seat, Skoda, Audi og Porsche. Partnerne vil smelte bil, service, ubegrænset opladning og frihed sammen i én helstøbt mobilitetsløsning.

”Volkswagen-koncernens mærker vil frem mod 2025 introducere ikke mindre end 50 nye elbiler og 30 nye plugin-hybridbiler. Semler Mobility vil derfor komme til at spille en central rolle i danskernes omstilling til e-mobilitet. For at det skal lykkedes, er det nødvendigt at tænke 360 grader rundt om bilen. Overgangen til e-mobilitet skal være så nem og bekvem for bilkøberne som overhovedet muligt. Derfor indgår Semler Mobility et strategisk samarbejde med Clever og investerer i ladeinfrastruktur både hos vores forhandlere og hjemme hos vores kunder. På den måde sikrer vi strøm til kundernes plugin-hybridbiler og elbiler og understøtter udviklingen henimod en mere bæredygtig transportsektor”, udtaler Ulrik Drejsig, adm. direktør i Semler Mobility.

Også hos Clever vækker det strategiske partnerskab glæde på e-mobilitetens og danskernes vegne, der kan se frem til mange nye, spændende modeller og køreoplevelser.

”Vores nye partnerskab med Semler Mobility vil give danskerne unikke oplevelser, når de køber og kører en elbil – oplevelser som bilister ikke får andre steder i verden. Kunderne i Danmark køber nemlig ikke bare en bil. De bliver en del af et univers, hvor vi sammen med Semler Mobility forædler kundeoplevelsen ved skabe en samlet mobilitetsløsning, der passer til hverdagen. Hver dag. Clever tilbyder nemlig som de eneste ubegrænset opladning til en fast pris og kombineret med de mange nye modeller i Semler Mobilitys portefølje giver det danskerne nogle vildt spændende år at gå i møde”, fortæller Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller.

En ny æra af mobilitet til danskerne

Volkswagen-koncernen står overfor den største satsning indenfor e-mobilitet og introducerer for alle koncernens mærker en ny generation af elbiler, hvoraf de første rammer de danske veje i løbet af 2020.

I starten af september i år kunne Volkswagen præsentere den længe ventede elbil ID.3, der skal løfte arven fra Volkswagens Boble og Golf. Med en startpris på 279.990 kr. og en topmodel med rækkevidde på op til 550 km (WLTP) på en opladning, forventer Semler Mobility, at ID.3 vil bane vejen for elbilens endelige folkelige gennembrud. Før ID.3 lander i Danmark introduceres i starten af 2020 mikrobilstrioen Seat Mii electric, Skoda Citigo iV og Volkswagen e-up!, der alle med en pris på under 170.000 kr. inklusive Clever Unlimited er med til at gøre skiftet til e-mobilitet mere økonomisk attraktivt end nogensinde før for danskerne.

I den anden ende af prisskalaen finder vi Audis luksuriøse e-tron SUV, der blev introduceret i starten af 2019 og den nye Porsche Taycan, der allerede nu kan bestilles med levering i 2020. Begge er avancerede elbiler, der kan lynlade og dermed er klar til en fremtid med fuld køreglæde og kortere ladetider.

”Semler Mobility’s bilmærker vil indenfor ganske få år have et bredt udvalg af plugin-hybridbiler og nye innovative elbiler fra ID.3 til Porsche Taycan, der vil have længere rækkevidde og som kan hurtigoplades. Sammen med Clevers effektive og kontinuerligt ekspanderende ladeinfrastruktur vil vi sikre, at e-mobilitet i fremtiden kan appellere til en bredere skare af bilkøbere og dække et større kørselsbehov. Det gælder hverdagens pendlen og de lange ture på tværs af landet. Kunderne vil ikke gå på kompromis med hverken køreoplevelse eller driften af bilen”, siger Ulrik Drejsig.

Netop udviklingen af infrastrukturen og de offentlige ladepunkter har fuld fokus hos Clever, der de kommende år vil investere massivt i at tilbyde kunderne adgang til mange flere ladepunkter. I Danmark har vi fire gange flere ladepunkter per elbil end elbillandet Norge har. Det er en position, som skal holdes og endda forbedres med investeringer i et mere tætvævet netværk af ladepunkter i byerne i hele landet og lynhurtige ladere langs motorvejene, på tværs af grænserne.

”Vi bygger fremtidens mobilitet. Både sammen med Semler Mobility og med vores lynladestationer langs motorvejene, som vi opfører alene og sammen med partnere. På vores prisvindende lynladestationer giver vi vores kunder en kort og meningsfuld pause på farten, mens bilen hurtig suger ny energi til sig og du selv kan strække benene, trække lidt frisk luft, tage en kop kaffe eller lege med børnene i den grønne oase. Med andre ord sætter vi og Semler Mobility kunden i førersædet på vej mod de bedste oplevelser,” fortæller Casper Kirketerp-Møller.

Faktaboks

  • Det nye partnerskab betyder, at der sammen med alle el- og plugin-hybridbiler i Semler Mobilitys portefølje følger ubegrænset opladning fra Clever med som en naturlig del af købet.
  • Semler Mobility importerer bl.a. Volkswagen, Seat, Skoda, Audi og Porsche.
  • Clever tilbyder som den eneste e-mobilitetsudbyder ubegrænset opladning hjemme og ude til en fast månedlig pris.
  • Kommende elbiler/hybridbiler fra Volkswagen Group (Forventet dansk introduktion):

Kommende elbiler og plug-in-hybrid-modeller:

Audi

PHEV:A7 Sportback TFSI e (Q4 2019), A8 L TFSI e (Q4 2019), A6 Limousine TFSI e (Q1 2020), Q5 TFSI e (Q1 2020), Q7 TFSI e (Q1 2020),

BEV: e-tron 50 (Q1 2020), e-tron Sportback (Q1 2020), Q4 e-tron (Q4 2020),

e-tron GT (Q4 2020)

Skoda

PHEV: Superb iV (Q1 2020), Octavia iV (Q4 2020),

BEV: Citigo iV (Q1 2020), A+ SUV (Q4 2020/Q1 2021)

Seat

PHEV: Leon PHEV (Q3 2020), Tarraco PHEV (Q4 2020), Formentor PHEV (årsskiftet 20/21)

BEV: Mii electric (Q1 2020), El-Born (Q4, 2020)

Volkswagen

PHEV: e-up! (Q1 2020), ID.3 (Q2 2020), ID. SUV (Q4 2020)

BEV: Golf 8 GTE PHEV (Q4 2020)

Porsche

Taycan (Q1, 2020)