Værkstedskæder vil holde Danmark kørende

Fire kæder står sammen om en opfordring til de danske bilejere om at bruge deres lokale værksted i en tid, hvor meget er lukket ned. Din Bilpartner, Hella Service Partner, AutoMester og CarPeople består af knap 1000 værksteder og 4000 arbejdspladser.

Alt det skal gerne bestå på den anden side af coronakrisen, og derfor står de fire kædechefer Jakob Knudsen, Jess May, Tommy Stuckert og Finn Overgaard Thomsen sammen om et budskab til bilejerne om at bruge deres lokale værksted.

Mens vi alle venter på, at faren for virus er væk, så hverdagen kan vende tilbage, kan bilen få lidt opmærksomhed med service, klargøring til syn, sommerdæk eller forårstjek, og værkstederne overholder selvfølgelig alle anbefalede retningslinjer.

Mens værkstederne bruger gummihandsker, spritter af og holder fysisk afstand, står kædecheferne sammen. Når en virus tvinger os alle til at holde afstand, må vi stå sammen om at holde Danmark kørende, og en af vejene er via det lokale værksted.

Ny beregning: Benzin- og dieselbiler skal slides op inden omstilling til el

De fleste er enige i nødvendigheden af grøn omstilling – jo hurtigere des bedre – ikke mindst når det handler om at udskifte de konventionelle benzin- og dieselbiler med elbiler. Men selvom elbiler overordnet set er mere klimavenlige end biler drevet af fossile brændstoffer, så bør man lade de eksisterende biler køre deres livscyklus til ende. Det er konklusionen i et, som LODO Sustainability Consultancy har udarbejdet for brancheorganisationen Dansk Autogenbrug. Her sammenlignes klimapåvirkningen fra konventionelle benzin- og dieseldrevne mellemklassebiler med den fra tilsvarende elbiler, når hele bilens livscyklus tages i betragtning.

– I hele bilens levetid er elbiler utvivlsomt mere klimavenlige end benzin- og dieselbiler, men det retfærdiggør ikke, at man skrotter eksisterende konventionelle biler, der er i brug, før tid. På grund af materialeudvinding, energitung materialeforarbejdning og fremstillingsprocesserne i forbindelse med batteriproduktionen er elbiler nemlig mindre klimavenlige at producere end konventionelle biler, forklarer Louise Laumann Kjær, der er konsulent med speciale i bæredygtighed hos LODO Sustainability Consultancy, og understreger:

– Hvis vi forhaster udskiftningen til elbiler i stedet for en gradvis indfasning, kan det resultere i en øget udledning af drivhusgasser. Derfor bør vi fortsat støtte op om og prioritere vedligeholdelse samt lang levetid af de eksisterende biler.

Sådan sikrer du bilen længere levetid

Den danske bilpark er ifølge den yngste siden 2001, og samtidig har nye biler kortere levetid end for ti år siden. Det kan synes paradoksalt – det store fokus på klimaet taget i betragtning. En undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Dinitrol, bakker op om tendensen og viser, at kun 56 procent af de danske bilejere rustbeskytter deres bil, selvom det er den mest effektive måde til at sikre bilen længere levetid.

– Rust er en af de hyppigste årsager til, at danske biler bliver skrottet. Så hvis man gerne vil beholde sin bil i mange år, er det klogt at investere i rustbeskyttelse, og det forlænger altså bilens levetid markant, hvis den har fået behandlinger jævnligt gennem dens levetid, siger Jan Ole Helbo, der er seniorspecialist i automobilteknik ved Teknologisk Institut.

– Udover at give bilen længere levetid og derved mindske det samlede CO2-udslip, så øger rustbeskyttelse jo også trafiksikkerheden, da rust i bærende konstruktioner gør risikoen for personskader større, supplerer Mogens Vestergaard Hansen, der er teknisk chef hos Dinitrol.

Klima spiller ingen rolle

Mens klimahensyn ofte ses som årsagen til, at vi udskifter vores ældre biler med nye og mere klimavenlige, vurderer Dansk Bilbrancheråd dog, at ønsket om et mindre CO2-udslip indtil videre ikke har spillet nogen stor rolle.

– At flere vælger at udskifte deres ældre biler skyldes udelukkende, at lave renter og afgiftsnedsættelser har gjort bilerne billigere end nogensinde. Bilejernes vilje til grøn omstilling er derfor endnu ikke for alvor blevet testet, siger Erik S. Rasmussen, der er direktør i Dansk Bilbrancheråd.